Vigtigt før nytår: Alle bør tjekke deres boligstøtte

22. dec 2021

Vigtigt før nytår: Alle bør tjekke deres boligstøtte

Din boligstøtte bliver ændret, når vi går ind i et nyt kalenderår. Tjek om du får det rigtige beløb. Ellers risikerer du at blive trukket i boligstøtte senere

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

I din e-Boks ligger der sikkert et brev fra Udbetaling Danmark, der handler om din boligstøtte i det nye år.

Du skal selv give besked, hvis din husleje for eksempel er steget i løbet af året, eller hvis du har sat penge ind på din opsparingskonto. Derfor bør du gå brevet grundigt igennem.

Se taksterne for boligstøtte

Hvis du er heldig, stiger din boligstøtte i det nye år. Der kommer nye takster for boligstøtte hvert år d. 1. januar. Men i år er der stort set ingen stigninger i de takster, som Udbetaling Danmark beregner boligstøtten ud fra.

Se taksterne lige her:

  • Har du 1-3 børn, kan du max modtage 3.654 kr.  (samme beløb som i 2021)
  • Har du 4 eller flere børn, kan du max modtage 4.568 kr. (samme beløb som i 2021)
  • Er du folkepensionist eller førtidspensionist efter gamle regler (før 2003) og har højst tre hjemmeboende børn, kan du max modtage 4.280 kr. (2021: 4.230 kr.)
  • Er du ikke pensionist og har heller ingen børn, kan du max modtage 1.039 kr. (samme beløb som i 2021)

Beløbene er vejledende – og vil altid afhænge af din egen økonomi, arbejds- og boligsituation. Men du vil som regel få flere penge, hvis du bor alene sammen med dine børn.

En formue kan også være en bil, båd, aktier eller arvestykker fra din oldemor

Enlige uden børn kan få max 15 procent af huslejen inklusiv det vand- og varmetillæg, som Udbetaling Danmark regner ud.

Læs mere om beregningen af boligstøtte for 2022 hos borger.dk.

Og se alle taksterne lige her.

Huslejen stiger ofte 1. januar

Som regel får Udbetaling Danmark automatisk besked, hvis din husleje stiger. Men enkelte boligforeninger er ikke med i ordningen, og du skal derfor altid selv tjekke, om din husleje er korrekt i brevet fra Udbetaling Danmark. Ellers kan du risikere at blive trukket i boligstøtte på et senere tidspunkt.

Ofte stiger din husleje ved årsskiftet. Dog stiger den nogle steder midt på året – for eksempel d. 1. juli. Boligforeningen sender altid et brev, når din husleje stiger.

Men du kan have overset brevet, og derfor er det vigtigt, at du får tjekket op på tallene hver gang, du træder ind i et nyt år.

Læs også: Den store guide til boligstøtte

Hold øje med ”formue-skemaet”

Måske har du også modtaget et ”formue-skema” fra Udbetaling Danmark.

Skemaet bliver sendt ud til alle, der i det forgangne år har skrevet deres formue ind i systemet. Og formue er vel at mærke ikke kun lig med kolde kontanter. En formue kan også være en bil, båd, aktier eller arvestykker fra din oldemor.

I det forgangne år har du haft ret til at have 779.800 kroner i formue – uden at det påvirkede din boligstøtte.

Det beløb er det samme i 2022  – i hvert fald for dig, der enten er på arbejdsmarkedet eller er førtidspensionist efter nye regler.

Hvis du derimod er folkepensionist eller pensionist ”efter gamle regler” (før 2003) må du have helt op til 913.400 kroner i formue, før du bliver trukket i boligstøtte.

Bor du sammen med en kæreste eller ægtefælle, der har formue, tæller det også med i beregningen af boligstøtten. Til gengæld tæller dine hjemmeboende børns formue ikke længere med i regnskabet.

Pensionister får mest i boligstøtte

Er du pensionist, og stiger din husleje i det nye år, får du typisk dækket hele beløbet af din boligstøtte.

Er du enlig uden børn, kan du højst modtage 15 procent af huslejen – inklusive et vand- og varme-tillæg, som Udbetaling Danmark har udregnet.

Pensionister får derfor ofte mere i boligstøtte end enlige.

Få hjælp til boligstøtte

På borger.dk kan du hurtigt regne ud, hvad du skal have i boligstøtte. Prøv det her

På borger.dk kan du også få svar på en lang række spørgsmål.

Her kan du også søge om boligstøtte. Find det hele her