Husk: Du skal selv søge om boligstøtte

15. apr 2021

Husk: Du skal selv søge om boligstøtte

Når du flytter ind i en ny bolig, har du 30 dage til at søge, hvis du vil have boligstøtte fra indflytningsdatoen.

Foto: Foto: Simon Jeppesen

Foto: Foto: Simon Jeppesen

Boligstøtte er et skattefrit tilskud til din husleje, og du søger om det på Din boligstøtte hos borger.dk. Du skal bruge dit NemId og lønseddel, når du logger ind. Til gengæld har Udbetaling Danmark i de fleste tilfælde allerede styr på din husleje, når du bor i en almen lejebolig.

Hele husstandens indkomst tæller

Du finder din lønseddel i e-Boks. På den er der oplysninger om din indkomst fra arbejde, SU eller for eksempel kontanthjælp, førtidspension eller sygedagpenge. Udbetaling Danmark kigger på hele husstandens indkomst, når de beregner din boligstøtte. Derfor skal du også finde ud af, hvor meget din partner eller roomie tjener, inden du logger ind. Børns indkomst påvirker først boligstøtten, når de er fyldt 18 år.

Svinger din indtægt, kan du løbende justere det beløb, du forventer at tjene på Din boligstøtte.

Syv ugers ventetid

Der kan gå op til syv uger, før du får svar på din ansøgning om boligstøtte. Men heldigvis bliver hver tredje ansøgning behandlet med det samme. Hvis du udfylder alle felter i ansøgningen – og har styr på din indkomst – er chancen for at få at få godkendt ansøgningen størst. Du får dog tidligst svar på ansøgningen dagen efter, du er flyttet ind i en ny bolig.

Er ventetiden for lang?

Har du svært ved at betale huslejen i din nye bolig, kan du kontakte Udbetaling Danmark og spørge, om der er mulighed for at få en midlertidig udbetaling, mens de behandler din ansøgning om boligstøtte. Godkender de det, skal du huske, at de endnu ikke kender det beløb, du har ret til i boligstøtte. Du vil derfor få et kontant beløb, der kan være forkert. Får du for meget i boligstøtte, skal du betale det tilbage på et senere tidspunkt.

Husk at stoppe boligstøtten

Når du en dag flytter ud af din lejebolig, skal du selv huske at stoppe boligstøtten samme sted, som du ansøgte om den. Ellers bliver du i din digitale postkasse opkrævet de penge, du har fået for meget i boligstøtte. Flytter du til en anden boligform end den almene, kan du som regel ikke få boligstøtte i dit nye hjem. Undtagelsen fra reglen er udvalgte pensionister, der flytter ind i en andelsbolig.

Flytter du videre til endnu en almen lejebolig, skal du søge om boligstøtte på ny til dit næste hjem.

FAKTA

Har du ret til boligstøtte?

Har du en lav indkomst og bor du i en lejebolig med eget køkken, kan du måske få boligstøtte. Udbetaling Danmark kigger blandt andet på din husleje, din indkomst og på, hvor mange I bor under samme tag, når de beregner din boligstøtte.

Du kan selv beregne, hvor meget du cirka kan få i boligstøtte lige her. Det kræver ikke NemId.

Boligsikring og boligydelse?

Boligsikring og boligydelse er i bund og grund to navne for det samme skattefrie tilskud til din husleje.

For folkepensionister og førtidspensionister efter gammel ordning (før 2003), bliver boligstøtten kaldt for boligydelse.

For alle andre grupper bliver boligstøtten kaldt for boligsikring. Pensionister får som regel en højere ydelse end andre grupper.

Takster for boligstøtte i 2021

Antal børn i boligen/Maks. per måned (2021)
Ingen børn: 1.039 kr.
1-3 børn: 3.654 kr.
4 børn eller flere: 4.568 kr.

Når du er førtidspensionist efter de nye regler:

Antal børn i boligen/Maks. per måned (2021)
0-3 børn: 3.654 kr.
4 børn eller flere: 4.568 kr.

Når du er førtidspensionist efter de gamle regler:

Antal børn i boligen/Maks. per måned (2021)
0-3 børn: 4.230 kr.
4 børn eller flere: 5.288 kr.

Når du er folkepensionist:

Antal børn i boligen/Maks. per måned (2021)
0-3 børn: 4.230 kr.
4 børn eller flere: 5.288 kr.

Læs mere om din boligstøtte her på borger.dk