Nu mister familien ikke længere noget af boligstøtten, når børnene får et fritidsjob.
Fra 1. januar blev loven ændret. Så når børn under 18 år tjener penge, tæller det ikke længere med i familiens indtægt, når Udbetaling Danmark beregner boligstøtte.
I mange familier med lav indtægt har det ellers givet problemer, når ungerne gik med reklamer eller sad ved kassen i Netto. For hvis barnet tjente mere end 1.683 kroner om måneden, kunne det betyde, at familiens boligstøtte blev sat ned.
Flere end 2.000 familier har været ramt af det hvert år. Det var meget forskelligt, hvor meget familierne mistede på grund af børnenes fritidsjob. I 2016 blev de i gennemsnit trukket 6.000 kroner på grund af børnenes indkomst.
Avisrute kostede mor penge
En af dem, der selv har været ramt af reglen, er folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S), der voksede op med en enlig mor med lav løn. Så da han begyndte at gå med aviser, fik hun mindre i boligstøtte.
”Jeg kan huske, at hun blev overrasket over, at hendes boligstøtte pludselig gik ned. Hun vidste ikke, det hang sammen,” siger han.
Mange år senere sad han i Folketinget og blev kontaktet af en mor fra Brøndby Strand, der havde fået samme problem, da hendes søn fik job i Netto.
”Sådan gik det op for mig, at det åbenbart ikke var blevet ændret i alle de år,” siger Mattias Tesfaye.
Mattias Tesfaye tog problemet op med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
❝
Hvis det største røde og blå parti kunne blive enige, var det en god start på et flertal for at ændre det. Der skal ikke være noget, der spænder ben for, at børn får et fritidsjobMattias Tesfaye
Alle partier stemte for
Lovforslaget blev vedtaget i Folketinget i maj sidste år med stemmer fra alle partier i Folketinget. Men det har taget lang tid at ændre systemerne. Så det er først fra januar 2019, at fritidsjob for børn under 18 år ikke kan betyde mindre boligstøtte.
BL – Danmarks Almene Boliger arbejder for de almene boligorganisationer og beboernes rettigheder og interesser. Her er cheføkonom Solveig Råberg Tingey glad for ændringen af loven.
”Det er godt nyt. Unge begrænses ikke længere i deres muligheder for at tage et fritidsjob. Forskning har vist, at fritidsjobbet kan være afgørende for, at unge klarer sig godt i skolen, kommer i uddannelse og ikke havner i kriminalitet,” siger Solveig Råberg Tingey .
Ændringen af loven hjælper også arbejdet i mange boligområder.
”Flere boligsociale indsatser i boligområderne har også fokus på fritidsjobprojekter, der skal lære de unge at tage ansvar, så de kan klare sig bedre på arbejdsmarkedet og i voksenlivet.”