Sandkasseleg, svedige fodboldkampe og fnisende pigeaftener. De fælles oplevelser med andre børn, unge og voksne i boligområdet Sundparken er centralt for fire unge, når de skal fortælle om deres opvækst. Beboerbladet mødte Anita, Christina, Samet og Hussein hjemme i kvarteret i Horsens. Sundparken har fået stemplet “hård ghetto”, men for de fire unge er det blot en tryg rede.
“Man hører det her med: Uha, det er et farligt sted derude. Jeg har det omvendt. Når jeg har været ude i byen og sætter foden herind i området igen, får jeg følelsen af: Okay, jeg er hjemme nu. Det er en rar og tryg fornemmelse. Her kender folk mig og vil hjælpe mig. Der vil altid være nogen til at gribe mig, hvis jeg falder,” siger Anita Buliq.
Gymnasium og fremtidsdrømme
Anita går i 1. G på Horsens Statsskole og har gået i folkeskole på den nærliggende Langmarkskolen, hvor stort set alle børn fra Sundparken går. Det er hårdt at gå i gymnasiet, men også sjovt og spændende. Det samme siger Samet Erdogan, der bliver student til sommer. Samet “med samme efternavn som præsidenten,” som han siger, har et klart mål med sin skolegang.
“Jeg vil være politimand.” En barndomsdrøm, som Samet godt ved, er krævende.
“Jeg skal klare mig godt i skolen og være i fysisk god form, så jeg træner meget i fitnesscentret,” siger han.
Samet kender flere af de betjente, der kommer i Sundparken. De har holdt drømmen i live.
“Jeg har talt med dem om uddannelsen, om hvordan det er at være politimand og har også været til foredrag om det. Jeg har altid drømt om at gøre noget for samfundet, at ændre ting og være med til at hjælpe andre med at gøre det rigtige,” siger Samet.
Rygter og kulturforståelse
Christina Pham, der ligesom Anita går i 1. G, synes, det største problem med ghetto-debatten er, at den skaber forkerte billeder i hovedet på folk. Hendes oplevelser passer slet ikke med det, der fortælles om hendes område.
“Nogle på gymnasiet tror, vores folkeskole er et sted med meget ballade. Sådan oplevede jeg det ikke. Jeg havde det super godt på Langmarkskolen. Der var mange, jeg kendte, fordi nærmest alle fra Sundparken går der. Jeg kom ud med et flot snit. Det var der mange, der gjorde. Det er ærgerligt med den slags rygter,” siger Christina.
Sundparkens styrke er beboerne og aktiviteterne, og det er det, Christina vil huske, når hun bliver ældre.
“Alt det, der foregår her – for eksempel i Sundparkhallen – samler folk, og vi lærer hinanden at kende. Jeg har indsigt i mange kulturer. Jeg er selv buddhist, men jeg kender jo både kristne og muslimer. Vi får en forståelse for hinanden,” siger Christina.
God til mennesker
De unge vender hele tiden tilbage til aktiviteterne, der er lette at komme til: Pigeaftener i hallen, kreative værksteder og fodbold. Der er altid nogen at hænge ud med. De taler om at kende folk, at mærke varme og tryghed i de relationer, der skabes, når man bor så tæt på hinanden. Det er sådan, de vil huske deres barndom i Sundparken – som et tag-selv-bord af fællesskab og underholdning. Som Hussein siger:
“Som barn kunne jeg altid bare gå ud at lege med nogen. Jeg gik bare ned, så var alle der. Det var så fedt. Jeg tror, man bliver rigtig god til mennesker af at bo sådan et sted som her.”