Der er proppet i den 130 kvadratmeter store lejlighed på Stengårdsvej denne torsdag, hvor der er græskarsuppe på menuen. Omkring bordene sidder cirka 50 kvinder og en lille håndfuld mænd bænket. Snakken og latteren flyder livligt på forskellige sprog.
Mosaikken startede i 2008, fordi der manglede et mødested for etniske ældre.
“Sprogbarrierer og manglende tradition for at komme i de etablerede pensionistforeninger gør, at der er brug for et alternativt tilbud til denne gruppe,” forklarer Charlotte Kaarsberg, daglig leder.
Samværet i Mosaikken baner en vej ud af isolation og ensomhed.
“Før mødtes de kun med folk af samme nationalitet som sig selv. Nu mødes de med mange forskellige og får talt dansk, da det er fællessproget,” siger hun.
Nogle kan kun en smule dansk, og derfor er der tilknyttet tosprogede nøglepersoner inden for hver etnisk minoritet. 16 frivillige hjælper til. Helle Jørgensen er en af dem. Hun står i spidsen for en gruppe, som læser og diskuterer nyheder.
“Jeg møder så mange pragtfulde kvinder her, og jeg lærer om andre kulturer,” siger hun.
Vera Bonde Christensen er også frivillig. Hun går til hånde, hvor der er brug for det.
“Jeg nyder at være med. Alle møder mig med smil, venlighed og tolerance.”